Keynesianisme

Keynesianisme er en økonomisk teori udviklet af den britiske økonom John Maynard Keynes i 1930’erne, især kendt fra hans værk The General Theory of Employment, Interest and Money. Teorien opstod som en reaktion på den store depression og hævder, at frie markeder ikke altid selv skaber fuld beskæftigelse.

Kernen i keynesianismen er, at efterspørgsel styrer produktion og beskæftigelse. Hvis den samlede efterspørgsel i en økonomi falder, kan det føre til arbejdsløshed og økonomisk stagnation – selvom produktionskapacitet eksisterer. Keynes anbefalede derfor, at staten i lavkonjunkturer bør øge det offentlige forbrug og investere massivt for at stimulere økonomien.

Vigtige elementer i keynesianismen:

• Finanspolitik som værktøj til stabilisering
• Multiplikatoreffekten af offentlige udgifter
• Fokus på kortsigtet efterspørgsel snarere end udbud

I moderne økonomi bruges keynesianske principper stadig, især i form af ekspansiv finanspolitik under kriser (f.eks. COVID-19-krisens hjælpepakker).

Keynesianisme står i kontrast til klassisk økonomi og monetarisme, der har større tiltro til markedsmekanismer og pengepolitik som redskab.