PPP (Purchasing Power Parity) – eller købekraftsparitet på dansk – er en økonomisk teori og målemetode, der sammenligner valutaers købekraft ved at justere for forskelle i prisniveauer mellem lande. Det bygger på idéen om, at én enhed valuta bør have samme købekraft uanset hvor den bruges, hvis markederne er frie og effektive.
Et praktisk eksempel: Hvis en Big Mac koster 30 DKK i Danmark og 5 USD i USA, burde den “rette” valutakurs være 6 DKK/USD. Hvis den faktiske kurs er væsentligt anderledes, indikerer det, at den ene valuta er overvurderet eller undervurderet i forhold til PPP.
PPP anvendes til:
- Sammenligning af BNP og leveomkostninger mellem lande
- Langsigtede vurderinger af valutakursniveauer
- Justering af udviklingsbistand og lønforhold globalt
For investorer og økonomer giver PPP en ramme for at analysere, om en valuta er fundamentalt korrekt prissat. Den bruges især af IMF, Verdensbanken og OECD i internationale analyser, men er mindre brugbar til kortsigtet valutahandel, da den ignorerer kapitalbevægelser og renteforskelle.
