Waterfall model (eller “vandfaldsmodel”) er en sekventiel investerings- og udbetalingsstruktur, hvor overskud og kapital tilbagebetales i et fastlagt hierarki. Begrebet anvendes især i private equity, ejendomsinvesteringer og venture capital.
Strukturen inddeles typisk i disse faser:
- Return of capital – investorer får oprindeligt investeret beløb tilbage
- Preferred return – investorer modtager en fast, prioriteret forrentning
- Catch-up tranche – forvalter indhenter en andel af overskuddet
- Carried interest – overskydende profit fordeles, ofte 80/20 mellem investor og forvalter
Fordele:
- Klar fordeling af risiko og belønning
- Tilskynder forvaltere til at skabe afkast ud over minimum
- Gennemsigtighed i kapitalstruktur og prioriteringer
Ulemper:
- Kompleksitet i beregning og dokumentation
- Risiko for konflikter, især hvis resultater er lige på grænsen
- Kan skabe incitament til risikotagning hos forvalteren
Waterfall modellen bruges til at sikre, at investorer belønnes før forvaltere får adgang til bonusafkast. Det er en central mekanisme i strukturerede investeringer og bør forstås af enhver investor i alternative aktiver.
